Indkøb og restauranter

Helle Hallens cafeteria

I Helle Hallen cafeteria kan du købe klassiske caféretter og grillmad samt et godt udvalg af drikkevarer og snacks. Det er også her, at du afhenter din morgenmadspakke, hvis du har bestilt denne. Der er spisepladser i cafeteriaet, men du har også mulighed for at tage maden med tilbage i hytten. 

Butikker i nærområdet

3 km. fra Helle Aktivitetshotel finder du landsbyen Fåborg, der har et af Danmarks første 100 % selvbetjente supermarkeder, hvor du døgnet rundt kan købe dagligvarer. Du kommer ind ved at bruge din MitID-app.

Skal der være lidt mere at vælge imellem, så finder du byerne Nordenskov og Agerbæk 5 km fra din hytte. De har begge veludstyrede dagligvarebutikker. I Agerbæk er der desuden små spisesteder, et stort byggemarked, el-forretning, gavebutikker mv.

Esbjerg og Varde

Esbjerg og Varde er de største byer i vores område. De ligger begge bare 15-20 minutters kørsel fra Helle Hallen og har masser af shoppingmuligheder, restauranter, biografer osv.

Varde er en hyggelig gammel købstad med masser af sjæl og personlighed. Esbjerg er Danmarks 5. største by og er altid et besøg værd. Udover et væld af specialbutikker og restauranter er her også Vestjyllands største shoppingcenter Broen samt det spændende museum Fiskeri og Søfartsmuseet.